Ole Nygaard får månedens krammer i november 2013

 

Jeg er klinisk Børnepsykolog fra 1976 og har arbejdet 12 år med døgnanbragte børn og derefter 4 år med Familie dagbehandling. Privat ansat i 9 år som konsulent i ”Systemisk teori og metode”. Derefter realiseret min drøm med min kompagnon og ægtefælle, Winnie Ørting, hvor vi siden 2002 har arbejdet fuldtids i vores firma, WIOL.dk, hvor vi har fra Basisår og op til en 5-årig Psykoterapeutisk uddannelse i ”Systemisk og Narrativ Teori og Praksis”. Der er forholdsvis små hold med 2 undervisere, hvilket muliggør intensivt teori- og træningsforløb med henblik på at blive kvalificeret til terapeut og supervisor.

Angående sorg i mit liv:

Den voldsomste sorg, jeg har oplevet var, da min bror og svigerinde pludselig mistede deres 3-årige dreng, der døde af hjernehindebetændelse i løbet af ét døgn. Jeg tror, at dette ”Et sort lyn fra en klar himmel” var voldsomt fordi det var fuldstændigt uventet – og at jeg tænkte, dette kunne jo ligeså godt have været én af mine døtre!

Til gengæld var det ikke så traumatisk, da min mor og far døde, da de begge havde livstruende sygdomme med sig over flere år.

Og for mig har det været en livslæring: Livet afsluttes for os alle, men nogle dødsfald er forudsigelige, og ”ens sjæl” får en chance for at følge med – og nogle kommer som et chok, og her kan det være nødvendigt at få hjælp af en nærtstående eller en professionel udefra.

Hvordan bevarer jeg min indre ro:

Først og fremmest ved at nyde livet – og se hver eneste dag som en gave. At jeg via mit arbejde kan bidrage til, at andre mennesker kommer videre i deres liv – såvel personligt som uddannelsesmæssigt. At skønne på mine børn og børnebørn – og gøre mit til at have tid sammen med dem. At bruge naturen, rejse i verden og - ikke mindst – hver dag at nyde samværet med min skønne ægtefælle.

Hvem har gjort en særlig forskel for mig:

Uha – det har mange mennesker i mit liv -  men hvis jeg skal lave en Top-3:

1. Kvinden i mit liv faldt jeg fuldstændigt for ved at møde et menneske, som ikke ville lave om på mig, men som elsker mig, for den jeg er (stadigt ikke til at fatte?)

2. At have haft det privilegium at være primær omsorgsperson for min datters første leveår – hold da op - at opleve et så livsbekræftende og fantastisk udviklingsforløb sammen med ens ”kød og blod”. Hvis alle mænd fik indsigt i sådanne muligheder, ville alle tiltag om ”Øremærket barsel til mænd” være komplet overflødige J

3. Så er der jo mennesker, der har været store inspirationskilder, for mig og som – skønt jeg aldrig direkte har mødt dem – har inspireret mig til at gå ”imod de dominerende meninger”. De vigtigste er Gandhi, Ayaan Hirsi Ali – og såmænd også vores egen Bjørn Lomborg.

 

Rikke Høgsted får månedens krammer i oktober 2013

Rikke Høgsted er psykolog og forfatter af forskellige selvhjælpsbøger. Hun har sammen med grafisk designer Alette Bertelsen blandt andet skabt en mindebogen Til Minde Om, som er en mindebog til børn og unge, der har mistet en nærtstående - www.tilmindeom.dk 


Rikke arbejder nu som direktør I Dialog Mod Vold, som er et behandlingstilbud til mænd og kvinder, der udøver vold i nære relationer www.dialogmodvold.dk

Hvordan kender du til sorg i dit liv?

Jeg har mødt sorg mange gange i mit liv og i helt forskellige situationer. Men jeg har heldigvis været forskånet for den store sorg, der følger tabet af en helt nær. Som barn var jeg flere gange indlagt på hospitalet. Og det var den gang, hvor forældrene helst ikke skulle komme på besøg, for så græd børnene så meget, når besøget var slut. Sådan er det heldigvis ikke mere.

Senere i livet oplevede jeg igen sorg - denne gang var det en kærestesorg, som var voldsommere end jeg havde troet muligt. Siden den gang har jeg haft meget respekt for kærestesorg! Næste gang jeg mødte sorgen skyldtes det at jeg i en periode var ufrivillig barnløs. Men miraklernes tid er ikke ovre og en dag var jeg, til trods for at lægerne havde sagt det var umuligt, pludselig gravid og fik 9 måneder efter den skønneste datter. Som senere blev storesøster, da vi var så heldige at få vores skønne og helt igennem dejlige lillesøster fra Kina.

Sidste gang jeg oplevede sorg var i forbindelse med min skilsmisse fra pigernes far, for der mistede jeg den lykke det er, at dele hver eneste dag i livet med sine børn. Det tog mig faktisk små 5 år for alvor at komme igennem den sorg og jeg har stadigvæk dage, hvor sorgen over at vi ikke er en samlet familie kan ramme mig.


Hvad hjælper dig til at finde ro?

Det er et godt spørgsmål - jeg er nok ikke sådan så rolig af natur! Men roen kommer, når vi alle sammen i familien sidder i sofaen og ser en familiefilm. Når jeg laver yoga. Sidder stille i solen. Eller når jeg vågner en weekendmorgen og mærker glæden over, at vi bare kan tage det stille og roligt fordi vi hverken skal på arbejde eller i skole. Og så har min mand lært mig at finde ro ved at vandre. Vi tager tit på gode vandreture i Skåne, som er tæt på København og samtidig langt væk fra storebyens livlige puls.


Hvem har gjort en særlig forskel for dig?

Der er flere mennesker, der har spillet en vigtig rolle; min farfar fordi han i mine øjne var en eventyr-helt og samtidig var god til at fortælle mig, at han var stolt af mig. En bestemt lærer i skolen, som tit pressede mig lidt fordi han troede på mig. Min mor, fordi hun i min barndom altid var der og signalere, at alt nok skulle gå - også når livet var svært. Min far, fordi hans kærlighed altid har føltes 100 % ubetinget. Mine børn, fordi de har gjort mig til mor og nu er blevet det vigtigste i mit liv. Og endelig min mand, som formår at elske hele mig - også de siden af mig, som jeg ellers ikke selv synes er hverken charmerende eller elskelige. Det er en rørende oplevelse.

 

Majbritte Ulrikkeholm får månedens krammer september 2013

Majbritte Ulrikkeholm er født i 1964 og er sanger, komponist, forfatter og underviser. Hun har udgivet 14 cd´er og 9 bøger.

Til oktober 2013 udkommer hendes nye bog: Pilgrim i hjertet.

Hvordan kender du til sorg i dit liv?

 

På en særlig måde kom jeg ind i verden med sorg, ikke kun min egen sorg men min mors sorg, som jeg kunne mærke allerede meget tidligt. Min mor var psykisk syg og havde lange sorgfulde perioder, som jeg blev en del af. Sorgen var noget, der var i luften omkring os hele tiden. Ikke sorg over noget bestemt, for min mor kunne aldrig helt finde årsagen til den sorg hun bar på. Den var en del af hendes sygdom, men også en del af, at hun havde mange kunstneriske evner, som hun ikke formåede at udtrykke. Det blev svært, næsten umuligt at skille mig fra min mors sorg eller rettere depression, for sorg har jo en årsag hvorimod depression ofte er uforklarlig. Men uforklarlig sorg over livet blev en del af den luft jeg indåndede, og på e tidspunkt i mit voksne liv skiltes jeg fra min mor for at finde mine egne ben. For jeg har altid haft en kæmpe livsglæde i mig, et lys, der aldrig helt kunne slukkes. Uanset hvad. Det lys var svært for min mor, selvom det samtidig var det lys hun næredes ved. Men det var svært for mig at bevare livsglæden, fordi jeg psykologisk var vokset så meget sammen med min mor, at jeg ikke kunne mærke mine egne følelser adskilt fra hendes.

Det var en vigtig og livsnødvendig beslutning for mig ikke at se min mor, for jeg måtte lære at se verden gennem mine egne øjne. Og jeg tror, at hvis jeg ikke havde gjort det, så kunne jeg have sat mig selv i farezonen for selv at blive syg, fordi jeg har et meget åbent sind. Den største sorg for mig var og er, at min mor døde inden vi igen fik kontakt med hinanden. Jeg husker at jeg var I Frankrig og jeg havde besluttet at kontakte hende, når jeg kom hjem igen. Men jeg blev ringet op af min søster, som fortalte at min mor var død Lille jule Aften. Det var et stort chok for mig. Og fra den vinter har jeg kun sne og sorg i min erindring. Jeg sagde farvel ved min mors grav. Ikke kun til hende men også til den sorg der aldrig har tilhørt mig. Nu har jeg kun min egen.

I dag ved jeg, at det er sorgen, der har gjort mig rummelig for andre menneskers smerte. Jeg kan tåle ret store mængder, og folk kan komme til mig med stort set hvad som helst. For jeg har hverken frygt for eller berøringsangst med sorg. Det er en dør, der åbner til de dybeste lag af os. Hvis vi tør træde ind.

Hvad hjælper dig til at bevare din indre ro?

 

Det der hjælper mig allermest til at bevare roen er at jeg har en dyb tro på, at alt har en mening, at livet er en skole, hvor jeg lærer. Så det der kunne give uro ser jeg som pejlepunkter, vejvisere på rejsen. Jeg spørger altid mig selv: "Hvad kan jeg lære af dette?" Uanset hvad det er. Og det giver mig ro, at jeg er ved at lære. Også når det er svært. Men sangen og musikken og det at skrive holder mig helt fysisk i kernen af ro, når alt er kaos. Uanset hvad der sker omkring mig, så er det som om alt falder på plads, når jeg skriver om det eller når jeg synger. Jeg skrev allerede som barn sange for at få min verden til at hænge sammen. Mine sange var som mosaikker, der samlede min verden til et stykke, når den var bristet i stykker. Sådan er det stadig. Uanset hvor meget noget brister, så kan jeg samle det i en sang eller en fortælling.

Hvem har gjort en særlig forskel for dig?

Min mormor og morfar betød rigtig meget for mig. De tog mig og mine to søstre til sig, og jeg boede hos min mormor de første fem år af mit liv, fordi min mor var for syg til at passe på os. Hos min mormor, som var katolsk polak fik jeg troen i gave. Troen på engle og på det man kalder Gud, på Jomfru Maria og på en dybere mening med livet. Her lærte jeg, at man skulle opføre sig ordentligt og være god mod andre mennesker. Uanset hvad man havde oplevet. Min mormor støttede os piger i "at blive til noget" som hun kaldte det. For vi havde mange evner, og dem hjalp min mormor os til at udvikle. Ved at tro på os. Min morfar var en evig kærlig hånd under det hele. Uden mange ord. Men når noget i dag bliver svært, så husker jeg hans gode støttende øjne. Jeg ved, at jeg har bevaret kontakten til kærligheden og til glæden og til det gode i livet på grund af de øjne. De så på mig med kærlighed fra kærlighed. De fortalte mig uden ord, at jeg var elsket. Det er i grunden hele fundamentet for mit liv i dag. Jeg er hver dag taknemmelig for det jeg fik med fra mormor og morfar. Men jeg er også taknemmelig for det jeg lærte af livet hos min mor. For hun var ikke kun sorg. Hun var også et helt anderledes bud på det at være menneske, hun var en stor poetisk sjæl og et fantasifuldt seende menneske, der bare var fanget i et uforklarligt mørke, og hun havde ikke redskaberne til at arbejde sig fri af det.

I dag tænker jeg, at alt hvad jeg gør, også sætter min mors sjæl fri. Der hvor min mor er nu ved jeg, at hun ønsker at se mig stråle fra mit lys. Og når jeg tænker på min mors død, så tænker jeg også, at selvom det var sorgfuldt, så var det også en lettelse for hende at slippe for sin livssorg. Hun længtes efter døden hele livet. Og jeg tror døden gav hende den fred vi alle længes efter.

 

 

Månedens krammer august 2013 går til mig selv

Jeg er 43 år, selvstændig familieterapeut, foredragsholder, kendt som terapeut på TV programmerne på DR om skilsmissebørn, som blev nomineret til årets bedste programserie 2012 og forfatter til bøgerne: Mit liv som delebarn & Mit liv som deleteenager.

I flere år har jeg arbejdet med børn i sorg pga dødsfald, alvorlig sygdom eller skilsmisse og har selv en erfaret viden samt mange faglige indgangsvinkler til at være specialist på området.

For 2 uger siden fik jeg konstateret kræft af to læger som omgående ville have mig i behandling og for 1 uge siden fik jeg at vide af en anden læge, at det var en fejldiagnose. Så har jeg (også) prøvet dét og er heldigvis rask. I den anledning går månedens krammer til mig selv!

Hvordan kender du til sorg i dit liv?

Når jeg holder foredrag om dødsfald eller skilsmisse, så fortæller jeg åbent om mine egne erfaringer på det område. Min onkel og min bedstefar døde med et års mellemrum, da jeg var i starten af 20´erne og det gjorde et stærkt indtryk på mig, for de var begge meget betydningsfulde mennesker i mit liv. Derefter har jeg oplevet at blive skilt fra mit barns far og har flere brudte forhold med mænd og deres børn.

Afskeden kan være noget af det sværeste vi mennesker bliver udsat for og den største sorg, som jeg personligt kender til stammer helt tilbage i min meget tidlige barndom, hvor jeg var indlagt over en længere periode og dagligt måtte sige farvel til min mor. Dengang var det ikke muligt som barn at blive indlagt med sin familie, så min mor kom næsten hver dag på besøg hos mig, men min far og mine søskende så jeg sjældent gennem den lange periode. At være bange for aldrig at se sin mor og resten af sin familie igen og få gentaget det traume næsten hver dag har været en af de største udfordringer i mit liv at komme igennem. Det har præget mig som menneske og har helt sikkert også givet mig mulighed for at være særlig dygtig til at hjælpe børn videre gennem sorgen.

Hvad hjælper dig til at bevare din indre ro?

Jeg nyder at danse og dyrke forskellige former for kropslig udfoldelse, det giver mig en god kontakt til mig selv og glæde ved at være levende. Gennem de sidste 15 år har jeg mediteret, lavet energi øvelser og tager jævnligt på retræte. At mærke nærvær og berøring med et andet menneske kan virke healende og meget beroligende på mig. Den bedste vej til at finde ro for mig er at mærke mit hjerte.

Hvem har gjort en særlig forskel for dig?

Ud over naturligvis min søn, som for 18 år siden fuldstændig ændrede mit liv, så har Helen Gamborg og Erik Mikkelsen været med til at gøre en særlig forskel for mig. De har lært mig at meditere og få kontakt til min dybeste essens. Desuden har de vist mig, at jeg og alle andre er meget mere elskelig, end man  i sin vildeste fantasi kan forestille sig. De har lært mig redskaber til at være fuldt tilstede og nærværende med åbent strålende hjerte.

Du kan læse mere om dem på følgende link: www.gamborg-mikkelsen.dk

Ranvita La Cour får månedens krammer i juli 2013

Ranvita la Cour, 44 år, foredragsholder og forfatter til "Elsk Dit Hjem", der er "bibelen" om bevidst boligindretning. Underviser i indretningens pskykologi, personlig udvikling, særlig sensitivitet. Aktuel med ny bog i efteråret. Se evt. mere på www.ranvita.com

Hvordan kender du til sorg i dit liv?

For mig har sorg mange dimensioner. Den næsten medfødte sorg (over alskens ting her på jorden!) og så den sorg, der udløses af specifikke hændelser, som f.eks. tab. Da jeg var 14 år kørte min plejebror galt på knallert og døde (han var 17). Det var et stort chock. I vores køleskab lå nogle frikadeller han havde lavet et par dage før - og nu var han død. Frikadellerne var her stadig - men det var han ikke. Det kunne jeg slet ikke fatte. Det var et stort chock at opleve at "unge mennesker også kan dø". Ergo kunne JEG altså også dø! – selv om jeg kun var 14! Den tanke holdt mig vågen mange nætter fremover. For et år siden fik jeg fjernet en kræftknude på venstre ankel. Det var også en stor sorg - især når man er mor. Og de konsekvenser operationen har haft for mit liv er dagligt en sorg. Jeg må f.eks. ikke løbe og gå i højhælede sko, mange yogaøvelser er helt umulige og jeg kommer nok ikke til at gå Caminoen. I forhold til at være i live er det jo "småting" - men ikke desto mindre er det et tab af den frihed jeg havde før, og ethvert tab rummer følelsen af sorg.

Hvad hjælper dig til at bevare din indre ro?

At være alene hjemme er noget af det, der bringer mig mest "hjem i mig selv". Det er simpelthen et mirakel-middel. Det gælder også en god nats søvn. Jeg er ikke meget værd, hvis jeg ikke har sovet nok eller godt. Meditation, vejrtrækning, Tankefeltterapi og at lytte til mine spirituelle lærere er andre mere konkrete redskaber, der bringer ro.

Hvem har gjort en særlig forskel for dig?

Min datter har i den grad ændret mit liv. Og mine spirituelle læremestre som har vist mig vejen. Det "skift" i mit liv er jeg evigt taknemmelig for. Mine veninder gør konstant en særlig forskel i mit liv, det er ubeskriveligt hvilken værdi det har. Og da jeg gik igennem mit sygdomsforløb, var Annie Rasmussen (cancer-coach, healer og The Journey-terapeut) en helt uvurderlig støtte på rejsen. Vores venner, Miten og Deva Premal, der synger spirituelle chants, har har også gjort en ubeskrivelig stor forskel i mit liv, og stillede op med alt fra healere, rengøringsfolk, mad-damer og kærlig og økonomisk støtte, i mit sygdomsforløb. Selv om de havde travlt med deres verdensturne og befandt sig tusindvis af kilometer borte, gjorde de dagligt en forskel. Det synes jeg var meget tankevækkende.

Månedens krammer i juni 2013 går til Ea Philippa

Jeg hedder Ea Philippa og er komponist, sangerinde og forfatter. Jeg laver musik og eventyr for børn. Jeg har udgivet den spirituelle eventyrroman Lotuskabinettet med tilhørende musik og 2 solo CD'er med mit 9 kvinders orkester. I juni udkommer min tredje CD - Hjertelys, der er en musikfortælling for børn om at tænde lyset i sit eget hjerte - om at mærke sig selv og turde være den man er inderst inde. Jeg bor på Vesterbro sammen med min kæreste Bo, der er producer og musiker og vores to drenge Bille Luca på 1 år og Sylvester på 5.

Hvordan kender du til sorg i dit liv?I tyverne gennemgik jeg en dyb selvudviklingsprocess, og som del af den process oplevde jeg i en periode dyb sorg.

Hvad hjælper dig til at bevare din indre ro?At skabe og spille musik, meditation, yoga og ved at være bevidst om mine tanker.

Hvem har gjort en særlig forskel for dig?Min kæreste, mine børn, mine skønne veninder.

Månedens krammer maj 2013 går til Christine Eilvig

Forfatter, uddannelsesleder og Spirituel Mentor. www.christineeilvig.dk
Mor til Villads på 11, Elvira på ni og Bella på snart tre. Bor i Espergærde med Mads, som er fotograf.

Hvordan kender du til sorg i dit liv?

Sorg er en af de fire grundfølelser, som jeg efterhånden er blevet helt tryg ved. Jeg mærker sorg i større eller mindre grad hver eneste dag. Sorg over at mine børn bliver store, sorg over at mine studerende flyver fra reden eller sorg over, at sommeren går på halv. Sorgen erstattes hurtigt af glæde, men jeg trækker vejret dybt ind i følelsen, når den dukker op.
Jeg har også mærket sorg i forbindelse med dødsfald, men er efterhånden også blevet meget afklaret med døden.
Før i tiden var jeg meget bange for følelser som sorg og vrede, dengang dulmede jeg mine følelser ved at ty til afhængigheder som alkohol eller sukker, eller også endte jeg med en massiv hovedpine.

Hvad hjælper dig til at bevare din indre ro?

Jeg mærker, det som er og elsker det, som er. Trækker vejret og justerer kursen, når tingene ikke flasker sig. Og så trækker jeg dagligt på min spirituelle bevidsthed og mine spirituelle værktøjer.

Hvem har gjort en særlig forskel for dig?

Louise Hay lærte mig, at alt er godt.
Abraham-Hicks lærte mig, at livet skal være sjovt.
Gay Hendricks lærte mig at takle mine øvre begrænsninger.
Min mand har lært mig at tage tingene mere roligt.
Og mine tre børn har vist mig vejen tilbage til mig selv.