mandag den 1. juli 2013

Ranvita La Cour får månedens krammer i juli 2013

Ranvita la Cour, 44 år, foredragsholder og forfatter til "Elsk Dit Hjem", der er "bibelen" om bevidst boligindretning. Underviser i indretningens pskykologi, personlig udvikling, særlig sensitivitet. Aktuel med ny bog i efteråret. Se evt. mere på www.ranvita.com

Hvordan kender du til sorg i dit liv?

For mig har sorg mange dimensioner. Den næsten medfødte sorg (over alskens ting her på jorden!) og så den sorg, der udløses af specifikke hændelser, som f.eks. tab. Da jeg var 14 år kørte min plejebror galt på knallert og døde (han var 17). Det var et stort chock. I vores køleskab lå nogle frikadeller han havde lavet et par dage før - og nu var han død. Frikadellerne var her stadig - men det var han ikke. Det kunne jeg slet ikke fatte. Det var et stort chock at opleve at "unge mennesker også kan dø". Ergo kunne JEG altså også dø! – selv om jeg kun var 14! Den tanke holdt mig vågen mange nætter fremover. For et år siden fik jeg fjernet en kræftknude på venstre ankel. Det var også en stor sorg - især når man er mor. Og de konsekvenser operationen har haft for mit liv er dagligt en sorg. Jeg må f.eks. ikke løbe og gå i højhælede sko, mange yogaøvelser er helt umulige og jeg kommer nok ikke til at gå Caminoen. I forhold til at være i live er det jo "småting" - men ikke desto mindre er det et tab af den frihed jeg havde før, og ethvert tab rummer følelsen af sorg.

Hvad hjælper dig til at bevare din indre ro?

At være alene hjemme er noget af det, der bringer mig mest "hjem i mig selv". Det er simpelthen et mirakel-middel. Det gælder også en god nats søvn. Jeg er ikke meget værd, hvis jeg ikke har sovet nok eller godt. Meditation, vejrtrækning, Tankefeltterapi og at lytte til mine spirituelle lærere er andre mere konkrete redskaber, der bringer ro.

Hvem har gjort en særlig forskel for dig?

Min datter har i den grad ændret mit liv. Og mine spirituelle læremestre som har vist mig vejen. Det "skift" i mit liv er jeg evigt taknemmelig for. Mine veninder gør konstant en særlig forskel i mit liv, det er ubeskriveligt hvilken værdi det har. Og da jeg gik igennem mit sygdomsforløb, var Annie Rasmussen (cancer-coach, healer og The Journey-terapeut) en helt uvurderlig støtte på rejsen. Vores venner, Miten og Deva Premal, der synger spirituelle chants, har har også gjort en ubeskrivelig stor forskel i mit liv, og stillede op med alt fra healere, rengøringsfolk, mad-damer og kærlig og økonomisk støtte, i mit sygdomsforløb. Selv om de havde travlt med deres verdensturne og befandt sig tusindvis af kilometer borte, gjorde de dagligt en forskel. Det synes jeg var meget tankevækkende.